For nylig skete det for første gang i mit liv, at der blev skudt i en dansk retssal. Det gik ikke ud over dommeren, men derimod over modparten, der blev livsfarligt såret, og det kostede hans advokat livet. Og det var jo mildest talt ikke så godt.
Vold i retssale er heldigvis en ganske sjælden foreteelse, og det skal det helst blive ved med at være. Det modsatte synspunkt ville nok være ret svært at indtage. Men det hører med i billedet, at risikoen for at en bankansat udsættes for et røveri, er mange, mange gange højere end risikoen for overfald på dommere og fogeder.
Hvilken vold ser man?
De typiske episoder er fangeflugt, og selv om det også gør ondt at blive slået ned eller truet af en flygtende fange, så er volden trods alt et accessorium til det egentlige formål, at undkomme. Ophidselse og lidt knubbede ord er nok ikke helt sjældent, men trods en til tider øretæveindbydende emsighed i min tid som inkassostudent, så oplevede jeg aldrig problemer i fogedretterne, som ellers nok er de mest turbulente. Den sidste sag var en højspændt sag om forældremyndighed. Der kunne skyderiet ligeså godt være sket alle mulige andre steder.
Hvor er niveauet nu.
På trods af de ganske få episoder, så er der i min tid (de seneste ca. 25 år) sket en betydelig oprustning i bevogtningen af retssager. Det er efterhånden snarere undtagelsen end reglen, at retssager mod rockere, narkohandlere og diverse terroristspirer omgives med politi i skudsikre veste og med maskinpistolerne frit fremme.
Om magtopbuddet er af præcis den nødvendige størrelse, eller om der måske har været for meget, det kan ingen nogensinde sige, men man kan jo overveje det. For lidt kan der i sagens natur ikke have været tale om. Hvis man spørger politiet vil de nok mene, at hellere en betjent for meget på vagt end en for lidt. Og dommerforeningens formand lød lidt i samme retning, da han udtalte sig.
Men er det nu også rigtigt?
Hvad koster det.
Sikkerhedsopbuddene har en pris, og kunne vi have fået noget bedre i stedet? Der er i virkeligheden 2 priser, som betales. Den ene er nogle penge, som kunne have været sparet eller brugt til andre gode sager. Den anden pris handler om, hvordan vi oplever domstolene. Underbygger magtopbuddene deres legitimitet, eller bliver den undergravet.
Samtidig skal man være opmærksom på, at det er en dyr sport, når dusinvis af betjente skal sættes til at lave absolut ingenting i ugevis. Tilstedeværelsen af en vagt ved indgangsdøren kræver 2 på arbejde hver dag for at dække pauser. For at dække ferier, sygdom og efteruddannelse skal der også være en tredje. Så er vi temmelig hurtigt oppe på 1,2 til 1,3 mio. pr. retsbygning eller på landsplan en 30-40 mio. Og pengene kan jo kun bruges en gang. Man skal aldrig bruge penge uden at overveje, hvad alternativet er.
Hvem er imod?
Man skal lige erindre, at i det offentlige er der ikke nogen kræfter, der trækker i retning af lavere sikkerhedsopbud. I en privat virksomhed vil man altid skulle overveje, hvorledes kunderne vil opleve det – ikke at det altid nødvendigvis fører til et realistisk sikkerhedsniveau. Men det er i hvert fald sådan, når man ikke er afhængig af, at kunderne frivilligt kommer til en, så kan man gå helt ud ad tangenten.
Som forsvarsadvokat følte jeg forøvrigt altid, at det var en belastning, når der var bevogtning. Det stemplede altså på forhånd den tiltalte som en værre en, men det er naturligvis bare en sidebemærkning.
Den skjulte begrundelse.
Der er en aldrig omtalt faktor, der nok ofte er væsentlig som begrundelse for mere ‘sikkerhed’, nemlig at en organisation kan bekræfte sin selvopfattelse af egen utrolige betydning, ved at ved at isolere sig bag metaldetektorer, vagter og adgangssluser. Man kan kort sagt puste sit ego op.
Et utroligt sigende eksempel er Folketinget. Det er ikke ret mange år siden, at man fuldstændig frit kunne vandre ud og ind af dørene og gå rundt og kontakte folketingsmedlemmer. I forbindelse med et valg i 80’erne havde jeg fornøjelsen at hjælpe en amerikansk journalist, der var fuldstændigt himmelfalden over, at han kunne få interviews med partiledere blot ved at banke på deres kontordør.
Sådan er det mildest talt ikke længere, selv om den episode der har udløst ændringen, var så relativt harmløst som kast med rød maling. (Og at gerningsmændene var inviteret indenfor af et folketingsmedlem hører nok også med.) For det menige folk er der nu en kontrol, der er lige så restriktiv som i en lufthavn. Den er faktisk værre end i Parlamentet i England, der ellers har været udsat for rigtige terrorhandlinger begået af IRA.
Og efter Breivik har man i tillæg dertil spærret Christianborg af for gennemkørsel med uendelige mængder af tonstunge sten. Det er ikke alene overkill, det skaber også distance. Og som noget rigtigt sjovt, så gælder reglerne stadig ikke for personalet – som erfaringen jo viser, er de virkeligt farlige.
Men det virker imposant!
Den vigtigste sikkerhedsforanstaltning.
Det er måske ikke pænt at sige, men hvordan det enkelte menneske reagerer på andre er bestemt ikke uden betydning. Inden episoden for nylig var det i min levetid sket én gang sket, at en dommer var blevet truet i retten af en bevæbnet mand. Det gik ud over en kvindelig landsdommer, der i sin fritid sikkert var god mod både børn og dyr, men når jeg oplevede hende på dommerbænken, så var hun i bedste fald en irriterende krampe. I hendes øjne var jeg sikkert så ubetydelig, at hun end ikke overvejede at gengælde følelserne.
Og min første reaktion ved sidste episode, da Lindholts navn blev bekendtgjort, var da også, at det vel egentlig ikke var så mærkeligt. Han tog den slags hårdknude-sager, og han havde intet imod at stå stejlt på sit synspunkt.
Dermed ikke sagt, at der skal være fri jagt på irriterende mennesker, eller at de selv er ude om det; så ville jeg selv jo ikke være blevet så gammel, som jeg efterhånden er. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at det enkelte menneske med sin egen adfærd kan gøre en hel del for at dæmpe gemytterne.
Og det element risikerer man at glemme, når man forlader sig på fysiske foranstaltninger. Det var måske klogere at uddanne sit personale. Og man får måske mere sikkerhed for pengene.
Min mening
For at sige det ligeud, så er det muligt, at der en gang hvert tyvende år bliver begået alvorlig vold mod nogen i retten. Men hva’ så? I det store billede er det ligegyldigt og det skal ikke føre til at man undergraver domstolenes position i samfundet. Og jo mere domstolene opfattes som en naturlig og åben del af samfundet, desto højere grad af respekt vil de nyde.
Og så den korte version
I virkeligheden er mit lange budskab i øvrigt sagt meget kortere og smukkere af en anden, nemlig i disse linjer fra Hans Hartvig Seedorfs “Der rider en konge..”:
Man spurgte mig ude: Hvor vover vel han,
en hersker, at færdes så ene?
Jeg svared dem: Han er vor frieste mand –
dog rider han aldrig alene.
Han skærmes blot ikke af vælde og magt.
Om kongen af Danmark står hjerterne vagt!
Like this:
Like Loading...
