Hvad er det, der driver folkekirken ud i meningsløst forbrug

Folkekirken koster 8 mia om året, og beløbet er steget 9 % på 10 år. Hvad der det for mekanismer, som fører til det?

Gennem de sidste årtier har der været øget fokus på styringen af Folkekirken og på dens struktur og økonomi. 2 udvalg har afleveret grundige betænkninger, så alle kender udviklingen, men ingen gør noget ved det.

En grund til det kunne være, at det er de aktive medlemmer, der deltager i menighedsråd og andre besluttende organer, sammen med de ansatte. Og de, som nyder et gode, har som regel svært ved at give det fra sig.

Uanset grunden så er det i hvert fald sjældent, at kirkeskatten sættes ned. Hvis man forsøger at google det, så er antallet af relevante resultater meget beskedent, og der er år mellem, at det hænder. Og det er ikke i de store kommuner, hvor det batter.

Sådan skaffer kirken pengene

Der er 2 kilder til folkekirkens budgetter. Den mindste er statskassen, der betaler 40 % af lønnen til 1892,8 præster, en del af personregistreringen (kirkebøgerne) og forskellige andre småposter. Det bliver til samlet 492 mio. kr. Plus naturligvis et ministerium til 60.

Den anden kilde til penge er kirkeskatten, der opkræves af kommunerne. Den er ens for hele kommunen, men varierer temmelig meget fra kommune til kommune.

Det indkomne beløb deles i 2 portioner, en som indbetales til kirkeministeriet og bruges til betaling af de sidste 60 % af lønnen til præster samt til biskopper og deslige. Den andel er på 0,15 % af skatteydernes indkomst.

Resten af kirkeskatten går til kirkerne i de enkelte kommuner og varierer temmelig meget. Den laveste lokale kirkeskat er 0,26 i Gentofte, den højeste er Læsøs 1,15 og gennemsnittet på 0,72. Generelt kan man sige, at den er højest i kommuner med mange små landsogne, medens den er lavest de store bykommuner.

Det samlede budget for hele folkekirken løber dermed op i lige under 7.970.000.000 kr.

Fordelingen af pengene

Når pengene går i forskellige kasser, så bliver de også fordelt forskelligt. Præsterne betales af ministeriet og fordeles derfor også derfra. Men det er en fordeling som ligger temmelig fast. Nedlæggelse af sogne er besværligt og det samme er præstestillinger.

Det interessante ligger i de lokale penge, som fordeles af provstiudvalg og evt. også et stiftsudvalg afhængig af kommunens størrelse. Provstiudvalgene vælges af medlemmerne af menighedsråd, og da små sogne har forholdsmæssigt større menighedsråd, så har de også nemmere ved at få kandidater valgt.

Mon de også har fundet guld i provstiudvalget?

Og naturligvis har småsogne en interesse i at fastholde et serviceniveau på højde med de stores, og det bliver forholdsmæssigt dyrt. Og lige så naturligt kan landsognene argumentere med, at deres middelalderkirker er dyre, at deres præstegård ikke er billigere end de store sognes, og at de har udgifter til graverne. Givet er det, at der med de nye store kommuner sker en ret stor overførsel fra bysogne til landsogne.

Det er heller ikke landsognene, der først mister medlemmer. Så for dem er prisen ved høje omkostninger ringe.

Provstiudvalgene er naturligvis ordentlige og høflige steder, men det afgørende er, at der ingen fordele er for et menighedsråd, hvis det foreslår en besparelse på dets eget budget. Og at gøre det på de andres er lidt uhøfligt. Og bruger man et år ikke sin bevilling, så risikerer man en mindre næste år.

På samme vis er menighedsråd oftest ordentlige og høflige steder, hvor man gerne vil gøre det godt for de ansatte og den aktive del af menigheden. Folk, man mødes og har det godt med hver eneste uge. Præsterne er endda fødte medlemmer af rådet. Også provstiudvalgene har i øvrigt 2 fødte medlemmer, provsten og en repræsentant for præsterne.

Samlet set er det frygteligt svært at for nogen at sige nej til de andre. Og man mister nok efterhånden proportionssansen, med et lægeligt udtryk bliver en følelser afstumpede. Begrænsningerne på forbruget ligger først og fremmest i frygten for medlemsflugt, og den er endnu ikke blevet overvældende..